Hvolbek blev ikke skabt, fordi livet gik som planlagt. Det blev skabt, fordi jeg valgte at fortsætte alligevel.
Det begyndte med en drøm
Jeg er vokset op i Odense, hvor iværksætteri altid har været en naturlig del af min hverdag. Min mor har været selvstændig, så længe jeg kan huske, og jeg har fra barnsben oplevet glæden ved at give mennesker en god oplevelse.
Jeg vidste tidligt, at jeg en dag ville skabe noget, som var mit eget. Livet tog bare en anden drejning, end jeg havde forestillet mig.
Siden 2015 har jeg levet med alvorlige hoftesmerter, og en stor del af mine unge år er gået med operationer, genoptræning og ventetid.
Der var perioder, hvor jeg følte, at livet ventede på mig.
Jeg ventede på svar, behandlinger og nye vurderinger, mens tiden gik. Det var svært at se fremad, når så meget af min hverdag og mine muligheder afhang af noget, jeg ikke selv kunne styre.
På et tidspunkt gik det op for mig, at hvis jeg blev ved med at vente på, at de fandt roden til mine hoftesmerter, så ville jeg måske aldrig komme i gang.
Derfor besluttede jeg mig for at få det bedste ud af de kort, livet havde givet mig.
Derfor startede jeg HVOLBEK.
Ved at starte mit eget, var jeg ikke længere afhængig af, hvor mange timer man skulle sidde på en stol for at tage en uddannelse, eller hvor lange vagter man fik på et arbejde.
Nogle dage kan jeg arbejde fra tidlig morgen. Andre dage kan jeg først komme i gang senere. Det er en del af min virkelighed. Men passion, kreativitet og ambition har aldrig været afhængig af et bestemt klokkeslæt.
HVOLBEK er bygget med hjertet og med ønsket om at skabe mere end en webshop.
På et helt personligt plan er HVOLBEK også blevet det sted, hvor jeg har skabt en hverdag, der passer til mig. Mine smerter er der stadig, men de får ikke længere lov til at definere mine muligheder.
Ventetiden er ovre, og det føles fantastisk. Det her projekt er virkelig noget, der giver min dag mening, når jeg står op om morgenen.
Du skal vide, at når du handler hos Hvolbek, så er du med til at få min drøm til at gå i opfyldelse, og det er jeg virkelig taknemmelig for!
Tak fordi du er her.
Det betyder mere, end du aner.
- Isabell